Faget dansk er et humanistisk fag med berøringsflader til de samfundsvidenskabelige fag. Fagets kerne er tekstanalyse og tekstproduktion, idet der læses, fortælles, skrives og tolkes tekster, som udtrykker menneskers tanker, oplevelser, følelser, intentioner og holdninger. Faget beskæftiger sig med sprog, litteratur og medier. Det danske sprog er udgangspunktet for fagets arbejde med at afdække, frembringe og forstå betydning i forskellige teksttyper, herunder at se og fortolke i arbejdet med visuelle tekster.